Cookies
Simon Kamper ny træner i SAIF Kbh.

Ny mand i spidsen for "ligatræning" i SAIF

5/18/2016 12:26 PM |  Sankt Annæ Idrætsforening, Badmintonafd. |  SAIF Badminton København
Når SAIF Badminton i København i næste sæson udvider sit ligatræning-koncept bliver det med en helt ny mand i spidsen. Efter at klubben i længere tid har været på udkig efter den helt rigtige profil, er det nu lykkedes at lave en aftale med Simon Kamper for den kommende sæson.

Det er nu to sæsoner siden, at SAIF startede op med sit nye ligatræning-koncept, hvor nogle af landets bedste badmintonspillere på ugentligt basis gæster seniortræningerne i SAIF. Her har de både masser af energi samt nogle af de nyeste træningsøvelser fra landsholdstræningen i Brøndby med i bagagen.

Manden bag hele konceptet, næstformand Jens Åkerlund Kjærbye, fortæller: ”Det giver helt klart et løft til træningen, når det pludselig er en person udefra, der står for noget af træningen, så det ikke blot er den samme træner man hører på uge efter uge.”

”Der har været stor interesse for vores projekt blandt de spillere fra landsholdstræningen, vi løbende har snakket med. Ikke blot synes gæstetrænerne det er sjovt og spændende at komme i klubben, men de er heller ikke blege for at hoppe ind i spillerunderne og give god sparring til nogle af klubbens bedste spillere” fortsætter Jens Åkerlund Kjærbye.

Træning for enhver smag
Helt konkret bliver gæstetrænerne i den kommende sæson ansvarlige for hver deres kategori. Sara Thygesen skal arbejde med klubbens damedoubler og mixdoubler, mens Anders Skaarup Rasmussen tager sig af herredoubler og mixspillerne. På singlesiden tager Mette Poulsen sig af damesinglerne og Flemming Quach vil som udgangspunkt have fokus på herresinglerne. Derudover er Benjamin Kinch-Jensen og Morten Dannerfjord også tilknyttet ligatræningen som gæstetrænere. De har begge beskæftiget sig med nogle af Danmarks største talenter på vej nede fra ungdomsrækkerne og kommer primært til at arbejde med lidt mere tekniske elementer i træningen. Ligatrænerne vil primært være tilknyttet A-træningen, men kommer også til at gæste klubbens øvrige træninger, ligesom spillerne fra A-træningen også selv kommer til at agere gæstetrænere for de øvrige spillere i klubben.

Masser af gåpåmod
Cheftræneren, der skal holde styr på den overordnede røde tråd i træningen, bliver Simon Kamper, der kommer fra et job som seniortræner i Næstved og derudover bl.a. har arbejdet som kredstræner for sjællandskredsen gennem mange år. Det bliver et samarbejde som Jens Åkerlund Kjærbye ser meget frem til: ”Udover at Simon er en fantastisk dygtig træner, kan man også mærke, at han virkelig brænder for badminton. Faktisk kan han næsten slet ikke vente på at komme i hallen på den anden side af sommeren og komme i gang med at arbejde med spillertruppen og de mange nye spændende trænerkollegaer.”

Valbyklubben har netop afsluttet en fantastisk flot sportslig sæson, hvor 1. holdet kun var én kamp fra at rykke op i 2. division og flere af klubbens øvrige hold rykkede op eller sluttede i toppen af deres rækker. I SAIF håber man i den kommende sæson på at fortsætte den gode udvikling, som klubben har gennemgået på kort tid, lige siden Jens Åkerlund Kjærbye for 15 år tilbage, selv var med til at tilmelde klubbens første store seniorhold i serie 15.

For yderligere information:
Læs mere på SAIF’s hjemmeside: SAIF Badminton København
eller kontakt seniorformand Thomas Irving Pedersen, tlf. 22 19 91 54 eller thomas@saif.dk







 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?